BEsøg SOSU Sjælland.dk
20170128LHO6863 (1).jpg

Vinder af DM for andet år i træk

Vi er stadig Danmarksmestre
Sidste år til DM vandt SOSU Sjælland med SOSU-assistenteleverne Olivia og Mette. Så der var noget at leve op til, da dette års regionsmestre Sascha Saunte Porsbo Pedersen (tv på billedet ovenfor) og Katja Mai Rønne (til højre) drog afsted til DM i Ålborg den 26. - 28. januar 2017.

Men de kom, de så, de sejrede og fik igen pokalen med hjem!

”Vi er stolte hver gang, vi har elever med til DM i SOSU Skills”, siger direktør Søren Clausen ”de er fantastiske rollemodeller for et meget vigtigt fag, men det er klart, vi lige bliver ekstra stolte, når vi får en førsteplads”, smiler han.

De to unge elever dystede over tre dage i fem forskellige opgaver mod fire andre hold i at blive Danmarks bedste til pleje og omsorg. Konkurrencen foregik på en scene foran et livepublikum, hvor skuespillere agerede borgere med forskellige fysiske og psykiske lidelser. Der var opgaver i borgerens eget hjem, på sygehuse, plejecentre og psykiatrien.

Du kan se de fem opgaver her

Selvom det er en konkurrence, og Sascha og Katja gik målrettet efter at vinde, har hele oplevelsen givet meget mere:

”Vi har lært sindssygt meget. Både fagligt og personligt”, lyder det fra en glad, men lidt træt Sascha. ”Vi har fået vores livs oplevelse ved at være med til Skills. Ikke mindst vores venskab” supplerer Katja.

Se eller gense livestreamingen fra DM

SOSU Sjællands bestyrelsesformand, Per B. Christensen, lagde også vejen forbi Ålborg for at se elevernes præstationer:

”Først og fremmest skal der lyde et stort tillykke til de to dygtige elever. De har gjort, at vi vinder DM for andet år i træk. Det siger noget om det høje faglige niveau, som eleverne og underviserne har på SOSU Sjælland”, siger formanden.

DM i Skills holdes hvert år. Her kæmper erhvervsskoleelever inden for ca. 40 fag om at blive de bedste. I løbet af de tre dage i Ålborg var der ca. 52.000 besøgende forbi Gigantium. Og undervisningsminister Merete Riisager tog en pause fra regeringsseminariet for at komme til DM og overrække præmier til eleverne.

”Det er fantastisk at se sådan nogle unge mennesker, der arbejder systematisk med deres fag. Det omsorgsarbejde, de skal ud og lave, er så vigtig for så mange mennesker. Det er helt afgørende for vores samfund, at der er dygtigt fagligt personale”, lød det bl.a. fra ministeren.

 

Katja (tv) og Sascha (th)